Helt ærligt. Jeg får sjældent tid til at stå på ski, og når jeg endelig gør, vil jeg gerne have fart på. Derfor var jeg lidt skeptisk, da jeg tog med på SkiCamp til Hintertux – med børn. Turboski hænger ikke super godt sammen med børneski, men jeg skal love for, at min tvivl blev gjort til skamme …
Min søn hedder Buster og er 10 år gammel. Han er en forsigtig dreng, som nyder solen og udsigten mere end selve skiløbet, hvilket godt kan være en udfordring for mig som far, der ikke er særlig tålmodig … Jeg havde indstillet mig på fire dage i plov og himmelvendte øjne, da Buster kører i sit helt eget tempo. Jeg var forberedt på at skulle ”coache” ham ned af bjerget fire dage i streg, men mine bindinger havde dårligt sagt klik-klik, før instruktørerne bad mig om at forsvinde, helt og aldeles. Så stod jeg der, på piste 11, og skuede ud over de sneklædte bjerge med udsigt til 2,5 times skiløb i mit tempo, før jeg skulle mødes til frokost med Buster. Ja tak!
Normalt har jeg det lidt træls med at efterlade Buster på en skiskole, men ikke denne gang. Her kunne skiinstruktørerne sige andet end ”jaj älsker Danmak” og ”du düchtich”, for instruktørerne er danskere og de er f….. gode. Head SkiCamp har håndplukket femten af de bedste undervisere Danmark kan byde på, og deres pædagogiske evner og tålmodighed stikker bare en sneskovl dybere.
Vi ankom torsdag ved aftensmadstid til hotel Panorama. Det er ikke prangende, men det er knaldhyggeligt, og udsigten fra værelsesbalkonen lever i den grad op til navnet. Vi havde hele hotellet for os selv, så børn (og os voksne), kunne rende rundt og lege, uden at vi behøvede at tage hensyn til andre gæster. Buster og jeg boede på et dobbeltværelse med udsigt til dalen. At sove fire nætter, hånd-i-hånd med sin dreng, har jeg ikke prøvet, siden Buster var lille. Så ud over ski og snevejr, oplevede vi også sjov og nærvær uden afbrydelser fra mor og storesøster, som vi havde efterladt derhjemme. Og sådan gik fire forrygende skidage.
Afgang fra hotellet foregår umiddelbart efter en klassisk østrigsk morgenmad, du ved, med Nutella, lyst brød, Corn Flakes, dåsefrugt og en helt kvadratisk skinke. Lifterne løfter os fra 1500 op til 3250 meter, så når forholdene er til det, får man mere end 1700 højdemeter – også i påsken!
Skiholdene inddeles efter niveau og kl. 09.00 slog børnene de første sving. Jeg slog mine minuttet efter, og fandt hurtigt sammen med nogle af de andre forældre, som jeg havde mødt aftenen før. Deltagerne kommer fra hele landet, og alle har de samme store passion; skiløb. Efter min mening er Head Ski Camp ikke for helt nybegyndere, da området er lidt mere udfordrende end hyggelige løjper i Norge. Så man skal være indstillet på, at det er en Camp med ambitioner og noget på hjertet. Ingen tvivl om at instruktørerne inderligt ønsker at forbedre børnenes færdigheder på ski – både de let øvede og de dygtige.
Hintertux er ret stort, så man kan ikke forvente konstant at møde sine poder på bjerget, men når man gør, bliver man overrasket over, hvor meget de flytter sig skimæssigt time for time. Netop fordi undervisningen foregår i små hold og på dansk, så er udviklingen markant. Vi mødes til frokost, hvor vi fortæller styrt-historier og spiser pommes fritter. Maden på bjerget har dog et meget større udvalg end førnævnte junk food, men det er nu engang Busters livret – også på bjerget. Efter en velfortjent pause stager vi ud igen, hvilket ikke er helt sandt, for sjældent har jeg oplevet et skiområde, der hænger så godt sammen. Og mens de rødkindede børn kører med instruktørerne, nyder jeg en iskold fadøl i Alpernes påskesol (husk den helt høje faktor).
Efter et par timers undervisning efter frokost mødes man igen med børnene, og vi får mulighed for at tage nogle gode ture, inden vi skal retur mod hotellet. Det var lækkert forårsvejr, mens vi var afsted, så afterski blev holdt i bar overkrop og 25 grader. På hotellet er der bordtennis, pool og spil som bliver benyttet flittigt. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at Buster glæder sig mere til bordtennisturneringen end til skiløbet, når vi igen skal afsted, men det siger mere om Buster end Head Ski Camp … 🙂
Tak for en fantastisk oplevelse.
Kh Kenneth Tram
Skal jeg helt derop?
Hvordan i alverden kom jeg ned derfra?
“Dagens-detalje-armbind” kom med i seng. Kæft hvor var han stolt!
Drengene i seng efter en dejlig skidag
HEAD SkiCamp er topundervisning for børn og unge mellem 8-18 år og deres forældre.
Det er 100% uforpligtende
En reservation sikrer jer pladserne i 3 dage, hvor I kan overveje om I skal med. Vi giver dig et kald i løbet af dagene, så du kan få svar på eventuelle spørgsmål.